Du kan sagtens tage på ferie på Bornholm med din hund. Det kræver blot, at du får et selskabsdyrspas og vaccineret hunden, samt anmelder eventuel gennemrejse til de svenske toldmyndigheder. Husk også korrekt sikring af hunden under kørslen gennem Sverige, samt at vælge en hundevenlig overnatningsmulighed på solskinsøen. Så kan du få en dejlig ferie på Bornholm med din hund.
Skal hunden med på ferien til Bornholm, er der en del ting, du skal have på plads, før du kan tage af sted. For selv om du kan sejle direkte til Rønne fra Køge, er der ikke mange hunde, som er glade for den lange sørejse på 5½ time. Samtidig gælder der særlige regler for hunde ombord på færgen, som gør det svært at have hunden med, selv om der er særlige hundeområder ombord.
Tag over Sverige, hvis du skal på ferie på Bornholm med hunden
Derfor er det en god ide at lægge vejen til Bornholm over Sverige. Sejlturen fra Ystad til Rønne er væsentlig kortere end turen fra Køge. Turen fra Ystad tager således kun 80 minutter under normale omstændigheder. Det kan de fleste hunde klare uden at skulle på toilettet.
Udfordringen er bare, at du dels skal sørge for at hunden har såkaldt selskabsdyrspas, er rabiesvaccineret og er forsvarligt fastgjort under turen. Samtidig bør du indlægge et passende antal pauser undervejs, hvor hunden kan blive luftet og få mad og især drikke under turen.
Sådan kommer du på ferie på Bornholm med hunden
Når du skal på ferie på Bornholm med hunden, skal du sørge for følgende:
1. Tjek at hunden er chippet
Det første, du skal sikre dig, hvis du skal have hunden med på ferie til Bornholm, er, at den er chippet. Så er det nemt at finde frem til jer, hvis hunden skulle løbe væk. Er hunden ikke blevet chippet, kan du bestille tid til det hos dyrlægen.
2. Bestil rejsedyrspas og rabies-vaccination
For du slipper ikke for at skulle forbi dyrlægen, hvis du skal have hunden med gennem Sverige til Bornholm. Hos dyrlægen skal du dels bestille tid til en rabies-vaccinering af hunden, samt bestille et såkaldt selskabsdyrspas.
Vaccinationen må ikke være over 3 uger gammel ved afrejsetidspunktet. Så læg aftalen hos dyrlægen efter det. Der er typisk også nogle ugers ventetid på selskabsdyrspasset. Så typisk ender du med at skulle til dyrlægen flere gange, før du kan tage hunden med gennem Sverige til Bornholm.
3. Anmeld rejsen til de svenske toldmyndigheder
For at du kan rejse lovligt med hunden gennem Sverige, kræver det, at du anmelder rejsen til de svenske toldmyndigheder. Det gøres via en formular på toldmyndighedernes hjemmeside.
Her skal du angive rejsedatoerne, samt hvor du rejser ind i landet med hunden. Så tager du Øresundsbroen over sundet, skal du angive Malmø som indrejsepunkt for udturen og Ystad på hjemturen.
Formularen er som standard på svensk. Men klikker du på flaget øverst til højre på formularsiden, kan du skifte sprog til f.eks. Dansk eller Engelsk.
4. Sørg for sikker transport af hunden gennem Sverige
I Sverige kræves det, at din hund er forsvarligt fastgjort under køreturen. Det kan være enten i en transportsele eller et hundebur.
Hundeburet er langt den sikreste løsning for både hunden og de øvrige passagerer i bilen. For selv om hunden er fastspændt i en transportsele, kan den godt komme alvorligt til skade ved et sammenstød. Eller forårsage skader på både medpassagerer, rejsegods og bilens inventar.
Vælg et hundebur, der ikke er for stort i forhold til hunden. Det giver hunden en mere tryg rejse, ligesom den har en lavere risiko for at komme til skade ved et sammenstød.
Hundeburet giver samtidig både hunden og dig en anden fordel, når I skal overnatte på Bornholm.
Se vores test af hundebure her, hvis du har brug for et nyt hundebur til ferierejsen.
5. Find en overnatningsmulighed, hvor du må have hunden med
Bornholmske hoteller, campingpladser og andre overnatningsmuligheder er meget gæstfrie overfor rejsende med hunde. De fleste steder kan du have hunden med. Enten helt gratis, eller mod at betale et særligt rengøringsgebyr på typisk 250-300 kroner.
Vær dog opmærksom på, at hvis hunden sviner ekstra meget, eller forårsager skader på inventaret, kan der komme en ekstraregning på dette.
Har du investeret i et hundebur, kan du med fordel indlogere hunden i det, når I skal sove. Så ligger den i kendte, trygge omgivelser, og I undgår at den springer op i sengen, eller anretter skader på inventaret i løbet af natten.
Få en god ferie på Bornholm med hunden
Følger du de 5 råd, som vi har givet i denne artikel, kan du og din firbenede ven se frem til en god, spændende og hyggelig ferie på Bornholm.
Her er der masser af grønne områder og masser af stier og stille veje, hvor du kan tage hunden med på tur.
God rejse til dig og din hund!